Nåda, jeg må erkende, at jeg har en forkælet datter. Eller også er hun bare blevet opdraget, til at hun skal have det bedste af det bedste. Hun sendte mig sin ønskeseddel i går. Ud fra de ønsker, der står på listen, har hun åbenbart udviklet en kærlighed til sport. Det er noget nyt for hende. Hun har aldrig været interesseret i sport. Men på listen kan jeg se flere ting, som har med sport at gøre. Fx så ønsker hun sig et par sportssko, der hedder Jordans. Hun har faktisk givet helt præcise informationer om, hvad det er for en model, hun ønsker sig: ”Smoke grey Jordan 1” hedder modellen. Og jeg kan se på det site, som hun sendte et link til, at det ikke er en af de billige modeller.
Sundt eller forkælet?
Er det nu et sundt tegn, at hun vælger en model, der er ret dyr, eller er det forkælelsen, hun er vant til? Jeg ved godt, at jeg tit har købt mig til hendes tilgivelse, over at vi ikke kan være sammen hver dag. Men skilsmissen har betydet, at hun bor hos sin mor. Jeg ser hende ikke så ofte. Mit job tager meget af min tid, og jeg har ofte måttet aflyse, når vi havde en aftale. Det har jeg så kompenseret for ved at forkæle hende med materielle goder. Enten har jeg sendt hende ekstra lommepenge, eller givet hende, hvad hun pegede på. Men nu er hun ved at blive voksen, og jeg må indrømme, at jeg har lagt mærke til, at hun er begyndt at interessere sig for andre ting. Men sport? Det kommer lidt som en overraskelse. Er hun forelsket i en dreng, der dyrker sport? Det skal jeg lige have forhørt mig om næste gang, jeg ser hende.
Hvad med størrelsen?
Jeg finder modellen på de der sportssko, som hun ønsker sig. Kan man få den i hendes størrelse? Ja, det kan man. Jeg bestiller dem, får dem betalt via sitet. Skriver, at de skal sende skoene til der, hvor hun bor. Og så får jeg dårlig samvittighed igen: Jeg køber mig endnu en gang frit lejde. Jeg kan ikke være sammen med hende på hendes fødselsdag. Jeg arbejder. Derfor giver jeg hende de dyre sportssko.
Den lille stemme
Samtidigt er der en lille stemme, der fortæller mig, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed. Hun er jo glad nok, når vi ses. Og er det virkeligt så dårligt at lære sine børn at vælge god kvalitet og dyre varer? Er forkælelse noget skidt? Eller er det en vej til at lære sine børn, at de skal sørge for at få sig en god uddannelse, og at de skal bruge hovedet selvstændigt, så de kan få et godt og vellønnet job, som kan betale for de dyre vaner, når de kommer ud på arbejdsmarkedet?
Jeg spørger bare. Jeg er i tvivl. Jeg har dårlig samvittighed overfor hende. Samtidigt, så ved jeg, at hun ved, at hvis jeg ikke arbejdede så meget, som jeg gør, ja så ville hun ikke få et par Smoke grey Jordan 1. Sådan er det.