Da vi for 2 år siden skrev under på lejekontrakten, mødte vi naturligvis ejerne af boligen. Søde mennesker, som var glade for, at de kunne leje den til os. De fortalte på det tidspunkt, at de havde renoveret hele lejligheden. De fortalte også, at det havde de været nødt til, fordi ham, der ejer lejligheden ovenpå, ikke har gjort noget som helst ved den, siden bygningen blev bygget engang tilbage i 70’erne. De var blevet tvunget til at renovere den, fordi der var kommet en voldsom skade i lejligheden ovenpå, og det havde konsekvenser for deres ejendom.
Ville ikke betale
Ejerne af lejligheden ovenpå ville ikke betale deres del af omkostningerne for at få repareret skaden, så vores udlejere måtte dække alle udgifterne selv. Og det var åbenbart ikke små udgifter, vi taler om. De havde blandt andet skullet betale for renovering af badeværelse for den besværlige ejer af ejendommen ovenpå. De fik det gjort her: https://badmodul.dk/renovering/ Han nægtede simpelthen at betale noget. Og hans forsikringsselskab var ikke blevet underrettet om skaden i tide.
Det søde ægtepar, som vi lejer boligen af, fortalte også, at de havde lavet lidt om i lejligheden. Måske er det derfor, den er så lækker og ikke minder om de her små lejligheder fra 70’erne, hvor alt bliver gemt væk i små rum: Her er store rum. Badeværelset kan ikke sammenlignes med det københavnerbadeværelse, som flest boliger, der blev bygget i den periode, har i dag. Det må være svært at leve med sådan et badeværelse, hvis man er en familie på 4. Heldigvis havde parret selv hjemmeboende børn på det tidspunkt, hvor de renoverede lejligheden, så de vidste, at det betyder meget, at et badeværelse er stort nok og funktionelt indrettet.
Ned med væggene
De fortalte også, at de havde revet nogle vægge ned, så selve stuen blev åbnet og rummelig. Det betød naturligvis, at et værelse blev ofret. Men som han sagde: Alle prognoserne dengang tegnede, på at antallet af nyfødte ville falde. Så han så ikke nogen grund til at ikke at forbedre deres ejendom og være lidt proaktiv mht. nye behov i boligen.
Da han fortalte os den historie, blev vi godt nok imponerede. Selv om han er planlægger og ansat i det offentlige, så havde vi ikke forestillet os, at han ville tænke på den måde. Vores første indtryk af ham var jo, at han er sådan en lidt kedelig, offentligt ansat, der bare gør det mest nødvendige. Men nej. Positiv overraskelse. Hans kone, som er førtidspensionist, men som arbejdede i en bank, er af samme støbning. Hun fortalte, at de selv havde boet i lejligheden, da børnene var helt små, men at hun var blevet træt af at bære bakker ind til spisebordet. Derfor havde de åbent køkkenet ved at inddrage et andet rum. Den smalle dør, som man dårligt kunne få en bakke igennem, var blevet revet ned, og det rum var også blevet åbnet. Der er så meget plads, at man nemt kan sidde 4 mennesker rundt om spisebordet. Så er man fri for at vippe bakker op og ned for at komme ind i spisestuen med dem. Det er en fed lejlighed.