Når man skal flytte sammen, så sker der det, at man er nødt til at foretage nogle valg. Man flytter jo sammen, fordi man gerne vil være sammen. Men det betyder ofte, at man har to af de samme ting, som man ikke kan bruge. Og derfor er man nødt til at vælge: Hvilken en af de to skal vi beholde, og hvilken en, skal vi sende til opmagasinering eller sælge? Det eneste, der ikke er til diskussion, er mine skønne juletrolde!
Konflikter
Det kan føre til konflikter. Det gjorde det, da min kæreste og jeg flyttede sammen. Det var egentlig ikke en konflikt om hvilken seng eller sofa, vi skulle beholde. På det punkt – med møblerne – var vi sådan set ret enige. Vi valgte hans seng og min sofa og hans reoler og mine lamper. Det gik nemt nok. Men da det kom til køkkengrej, stel og bestik, så blev vi virkeligt uenige. Ok, man kan godt have to suppeskeer og to køkkenknive. Og man kan faktisk også godt have to stel. Men i vores tilfælde blev vi bare så uenige om, hvilket stel vi skal bruge til hverdag. Min kæreste er meget stilren i sin smag. Det skal være enkelt og helst uden farver.
En god isenkræmmer
Selv er jeg meget begejstret for farver og romantik. Jeg har brugt mange år på at samle et stel, der er holdt i rosa, pink og lyse pastelfarver. Sådan lidt i fransk landstil. Og det, synes min kæreste, er for nuttet. Han bryder sig ikke om det. Så da vi flyttede sammen, blev det et emne for diskussion. Vi kiggede meget på shoppen her: https://www.kramogkanel.dk/ Han spurgte om jeg selv synes, at det er lækkert at spise spaghetti, der er serveret med tomatsovs på en lyslilla tallerken. Jeg må indrømme, at jeg aldrig spiser pasta, så det havde jeg aldrig overvejet. Men billedet, han mentalt malte, var ikke særligt kønt. Indrømmet. Men pasta i tomat på en hvid almindelig tallerken er da heller ikke særligt kønt.
Lange debatter
Der udviklede sig, en lang og helt urimeligt latterlig diskussion om stel og dets funktioner. Måske var det, fordi vi var trætte af at skulle vælge – eller måske var det, fordi vi indså, at vi kan lide forskellige ting, som den anden ikke kan lide. Jeg kan lide salater, og frisk brød. Min kæreste kan lide spaghetti! Jeg ved det faktisk ikke.
Jeg ved bare, at min kæreste faktisk også godt kan lide at drikke sin morgenkaffe på den manér, som man gør i Frankrig: Sidder med friskbrygget kaffe og slubrer den i sig fra en skål, og ikke fra et kedeligt krus, sådan som vi gør på arbejdet, hvor kaffen er kogt og bitter.
Vores diskussion endte med, at vi lavede et kompromis: Vi bruger mit stel til hverdag undtagen de dage, hvor det er min kærestes tur til at lave mad, og kun hvis han laver pasta. De dage får vi maden serveret på hans stel. Og så må han selv stå for borddækningen, fordi stellet, vi skal bruge til pastaretter, står oppe på den øverste hylde i skabet. Og jeg kan ikke nå helt derop.